| |
De to søjler.
Hvad er humanitet? Iflg. leksikon er ordet ”Latin” og
betyder menneskevenlighed og næstekærlighed.
Det er hverken arbejde eller velgørenhed. Det er ganske
enkelt og ligetil en livsholdning. Humanitet er en
livsanskuelse, et åndelig grundlag for vor kultur.
Og den går langt tilbage. Den hviler på to årtusindgamle
søjler.
Den ene har sin basis i Hellas. Den hedder: Kend dig selv!
Dens bud er et strengt krav til ethvert tænkende menneske.
At lærer sig selv at kende er en stadig pligt for enhver, -
også for enhver frimurer. Denne pligt er ikke altid lige
behagelig. Jo mere man lære sig selv at kende, des mere
klart bliver det, at det er nødvendigt stadig at arbejde på
selvforædling og karakteropbygning. Og på opøvelsen af den
vanskelige kunst at forstå andre.
Den anden søjle hedder: Glem dig selv. Den er dybt forankret
i Judæas jord. Dens bud er kærlighedens, -
Menneskekærligheden og næstekærligheden, således som den
blev forkyndt for 2000 år, hvor den blev udtryk i lignelsen
om den barmhjertige samaritan – og som udtalte de ord, som
er grundlæggende for al humanitet: Du skal elske din næste
som dig selv. Denne søjles bud kalder på de ædleste følelser
og de bedste karakteregenskaber i et hver tænkende menneske.
Disse humanitære idealer er evige og uforanderlige. De er
menneskenes ledestjerne. Og selv om de for en stund kan
blive fordunklet, slukkes de dog aldrig – deres værdi er
altid den samme. Vandringen mod dem vil aldrig ophøre. Det
er kampen for deres virkeliggøres, der giver et livsindhold.
Det kræver kamp, at nå de to søjle.
Kend dig selv og glem dig selv.
Der findes mange kamppladser i livet; de, vi mest hører og
læser om, er krigens blodige kamppladser; men der er også
andre kamppladser, hvorpå der kæmpes hver dag – ganske vist
ublodige kamppladser, men hvor kampene dog også medføre
sorger og lidelse, som endda til tider overgår de blodigste
kamppladsers rædsler. Sådanne ublodige kamppladser findes i
menneskenes indre: der udkæmpes ofte de alvorligste kampe,
der lides de største nederlag, der vindes de største sejre.
En sådan sejr, selvbeherskelsens sejr, er dog ingen endelig
sejr; thi for den, der har overvundet sig selv, åbner der
sig nye udviklingsveje, nye livsmål nye muligheder for nye
sejr på åndslivets slagmark – så udviklings rigt bliver
livet for den, der har overvundet sig selv, erobret
herredømmet over sit eget jeg gennem selverkendelsens kunst.
Selvbeherskelsen, selvherredømmet kræver først og fremmest
kendskab til ens eget åndelig liv, til ens evner, til ens
eget kære jeg.
Mennesket skal imidlertid under sit arbejde på selvudvikling
arbejde indad, opad og udad. Indad i forholdet til sit eget
åndelige jeg; opad i forholdet til Verdens Store Bygmester;
udad i forholdet til menneskeheden.
Imidlertid er det såre svært at arbejde således, at
selverkendelsen uddybes, at selvbeherskelsen,
selvherredømmet udvikles; thi det er vanskeligt, såre
vanskeligt at vandre mod fuldkommenhedens mål på livets
slyngede og vildsomme stier.
Det er dette indre liv, frimureriet søger at retlede og
udvikle til størst mulig harmoni og fuldkommenhed – til den
sikkerhed i tilværelsen, som kun opnås indefra – inde i
hvert enkelt br., når han blot behersker sin vilje til at
ville gøre fremskridt i frimureriet. Men selv om man aldrig
gør så store fremskridt, må man dog ikke derfor tro, at alle
sten dermed er ryddet bort fra ens livsvej. Hindringerne er
der forsat, men fremskridtene i den frimureriske udvikling
hjælper sin udøver til lettere at overvinder dem, fordi hans
træning udbygger hans livsanskuelse og hans livssyn.
Alle menneskers livsanskuelse og livssyn opbygges af deres
livs viden, - summen af alle vore erfaringer og iagttagelser
i den tid vi har levet, og i den tid vi har været frimurere.
Det er et stort og alsidigt materiale vi samler gennem vort
liv. Hver enkelt bygger ved hjælp af, hvad han har samlet
sig. Men hvis denne byggefærd skal lykkes, er det en
forudsætning, at de skal være personlig tilegnet. det skal
forstås og tydes af den, som ejer det.
Først da kan det forædles til livsvisdom. Denne
forædlingsproces er en rent personlig sag. Livssyn kan ikke
– og må ikke – standardiseres eller uniformeres til
ensretning. Det kan ikke lånes eller købes, - og det må ikke
påtvinges nogen.
Det frimureriske livssyn bliver til uden tvang. Enhver
frimurer får anvist midlerne til at erhverve og yderligere
udbygge sit livs viden, men der pålægges ham ingen tvang til
at indtage noget, der strider mod hans overbevisning.
For at nå målet skal da frimureren arbejde således, at han
erhverver sig selverkendelse, selvbeherskelse og
selvforædling - de tre begreber, der svarer til visdom,
styrke og skønhed.
28-02-2010
Henning Kristensen
|
|
